I året der gik har dansk uddannelse sendt på forskellige frekvenser. Alle har hver deres bid af det enorme reformkompleks, som skyller ind over uddannelsessystemet i disse år.

Men der er stor forskel på at snakke med en rektor for et universitet, gymnasium eller en erhvervsskoledirektør.

Nogle er dybt begravet i at designe nye uddannelser, mens andre endnu ikke kender fremtidens institutionslandskab.

Hvordan man ser på fremtiden, er også ret afhængig af, hvor man befinder sig geografisk. Uanset, hvordan man vender og drejer det, så er der ikke særlig mange unge i Horbelev på Falster. Hvorimod en stor provinsby som Horsens kan mønstre over 60.000 indbyggere og relativt mange unge – og helt forrygende ser det ud i hovedstaden, hvor antallet af unge vokser.

Det er således for unuanceret at tale om land og by.

Byen har mange nuancer og stor kompleksitet. Men det har landet også. Det glemmer vi tit, når vi snakker om demografiske udfordringer.

Nuancerne er vigtige, fordi mit gæt er, at det vil have stor betydning for, hvordan reformkomplekset vil folde sig ud. For inde i de forskellige geografiske forudsætninger gemmer sig også store kulturelle forskelle, som med al sandsynlighed vil være udslagsgivende for, hvordan befolkningen vil tage imod initiativer som for eksempel sektordimensionering og en helt ny gymnasial uddannelse som epx.

Men før vi når dertil, skal vi lige rekapitulere, hvad alle uddannelser og institutionstyper har til fælles: nemlig et paradigmeskifte i dansk uddannelse.

Her er der især tre træk, der løber som et vandmærke gennem alle reformer fra de nye kandidatuddannelser på universiteterne til ambitionerne for den nye ungdomsuddannelse, epx:

• Ny balance mellem teori og praksis
• Lang uddannelse trumfer ikke kort uddannelse
• Uddannelse er en livslang affære

To nybrud og en gammel traver

Som kendere af dansk uddannelse vil vide, så er der tale om to nybrud og en gammel traver.

Arbejdet med livslang læring er ældre (eller på alder med) end de fleste aktører i dansk uddannelse. Vi har talt om det meget længe – men på de videregående uddannelser har det aldrig materialiseret sig i aktivitet, som når for eksempel Sverige til sokkeholderne. På det erhvervsrettede område er der en lang og flot tradition, men det er en fair betragtning, at vi ikke helt har knækket koden til fremtidens veu. Et moderne system udestår fortsat.

Det bliver interessant at følge den livslange læring i de kommende år. Hvis det kommer til at fungere, vil vi være i gang med at omstille uddannelsessystemet i en bæredygtig retning til en fremtid, hvor vi skal arbejde i meget længere tid, fordi vi bliver meget ældre.

Det kan også være med til at afdramatisere uddannelsesvalget, fordi vi vil kunne sige til de unge, at det første uddannelsesvalg er lige præcis det: et første valg, som man kan bygge videre på gennem hele livet.

Men det kræver, at vi kommer tættere på, hvad det egentlig vil sige, at man har en ret til efter- og videreuddannelse resten af livet. Hvordan skal det udleves i virkeligheden?

Hvis kommune X allerede har svært ved at få enderne til at mødes i den lokale børnehave eller skole – og heller ikke ligger inde med guld på kistebunden – så er livslang læring måske ikke lige dét, som står højest på ønskesedlen.

De to nybrud er til gengæld virkelige nybrud

Siden slutningen af 1800-tallet har hver generation haft som ambition, at næste generation skulle uddanne sig mere end den foregående – og når vi talte om, at vi skulle være bedre uddannet, så mente vi i virkeligheden, at vi skulle være længere uddannet.

I fremtidens uddannelsessystem er ambitionen, at der er ligeværdighed mellem uddannelserne. Den ligeværdighed skal ikke bare være mellem niveauerne – den skal også ind i undervisningen, fordi fundamentet er et nyt dannelsesideal, hvor dét at kunne gøre noget tæller lige så meget, som det kunne tænke og tilegne sig viden teoretisk.

De to nybrud kommer stærkest til udtryk i epx’en, reform af erhvervsakademi- og professionsuddannelserne samt sektordimensioneringen, så lad os starte der.

Epx’en er landet

Epicenteret af det nye paradigme i dansk uddannelse finder vi i epx’en.

Forventningerne er store. Mulighederne for at indfri dem er blevet ulig større, efter ekspertgruppen kom med en tidlig julegave i form af et træ med rødder, stamme, grene og æbler. Det er imponerende godt arbejde, hvor den nye balance mellem teori og praksis foldes fornemt ud i et helt nyt dannelsesideal.

Der er naturligvis knaster.

Det er for eksempel en stor opgave at løfte elever til et niveau, som er sammenligneligt med dansk A på to år. Det er en ambitiøs præmis, og ekspertgruppen vurderer, at det rent faktisk kan lade sig gøre. Men før præmissen rammer virkeligheden, skal den stå sin prøve i forhandlingslokalet. Og måske er det sådan, at hvis vi for alvor skal tænke nyt, så må vi også være villige til at lade modet vinde over tvivlen.

Og ærlig talt – hvis det viser sig, at det ikke er muligt, så kan vi vel justere henad vejen. Mon ikke det bliver nødvendigt under alle omstændigheder? Der er trods alt tale om, at man nedlægger fire meget forskellige uddannelser – 10. klasse, hf, Grundforløb 1 og eux – og samler deres funktioner i én ny konstruktion.

Jeg tror, at man skal være åben for, at der er et hjørne eller to, man har overset.

Næste skridt er institutionslandskabet, som vil give en indikation af, hvordan grene og æbler på træet vil se ud forskellige steder i landet.

Men rigtig spændende bliver det først i 2030, når vi ser, hvordan de unge og deres forældre tager imod uddannelsen.

Universitetets døre blev smallere

Regeringen mener det, når de siger, at lang uddannelse ikke trumfer kort. Således blev 2025 året, hvor sektordimensioneringen fik sin debut. Og selvom de økonomiske vismænd slår syv kors for sig, så skal der optages færre studerende på for eksempel CBS, KU og ITU i årene, som kommer.

Hvad de unge kommer til at gøre, ved vi af gode grunde ikke, men der er måske en indikation i deres reaktion på udflytning af videregående uddannelser: det er morderligt svært at få dem til at løfte blikket fra dét, som de opfatter som det mest attraktive. Og i årevis har det været en universitetsuddannelse i en storby. Den drøm manifesterer sig i tallene: 75 procent af de stærkeste studerende læser på KU eller AU koncentreret på cirka 10 uddannelser.

Den største opgave i de kommende år bliver derfor at omstille befolkningens opfattelse af, hvad god uddannelse er.

Det er et kulturelt arbejde, som starter meget tidligt – og som også må rette sig mod forældrene. For alt imens politikerne vil sprænge uddannelseshierarkiet i stykker, så har flere og flere børn forældre med akademisk baggrund. Det er ikke svært at forestille sig, hvilke drømme de er opflasket med.

Her vil der være geografiske forskelle, men samlet set er det svært at få de mest studiestærke studerende til at vælge noget andet end universitetet. Hvis de skal gøre det af lyst og ikke af nød, så står vi overfor et kulturelt arbejde af dimensioner.

Noget kan hjælpes på vej gennem eksempler og cases i undervisningen og den vejledning, børn og unge møder. Direkte og indirekte.

Forestillinger om fremtiden formes af dét, som de unge møder – og derfor bliver den kommende ekspertgruppe for stx, hhx og htx helt afgørende for at regeringens målsætninger kan realiseres.

Alle forældre ønsker det allerbedste for deres børn – og de skal lære, at det gode liv ikke alene leves af akademikere.

Kortere, men bedre, erhvervsakademi- og professionsbacheloruddannelser

Regeringen har lagt sig i selen for, at videregående uddannelser uden for universitetet skal blive så attraktive som muligt. I aftalen fra foråret investerer man således blandt andet 900 millioner kroner i uddannelseskvalitet. Og jeg blev næsten rørt, da aftaleteksten kom.

For det var vitterlig velgørende, at ordet kvalitet var omdrejningspunktet.

I mange år har uddannelsespolitik primært handlet om regional- eller arbejdsmarkedspolitik – men endelig, endelig, endelig handlede det om selve kvaliteten af uddannelse som vejen til dygtigere lærere, finansøkonomer og pædagoger. Og måske – på sigt: flere.

Jeg forstår godt, at reformen er blevet taget så varmt imod i sektoren.

Også i denne reform er den nye balance mellem teori og praksis tydelig.

Det sker både ved at styrke praktikken og den praksisnære undervisning, men også ved om nødvendigt at reducere teoretiske elementer.

Uddannelserne bliver kortere, men mere intensive – og det skal blive interessant at følge de studerendes udvikling i et miljø, hvor relationen mellem underviser og studerende kan få mere fokus. Ligesom det skal blive interessant at følge, hvordan professionsmasteruddannelserne kommer fra start – det er jo lige om hjørnet.

Erhvervsuddannelser, uddannelsesdanmarks schweizerkniv og et væld af spørgsmål

Der skete også SÅ meget andet i 2025.

Det var for eksempel også erhvervsuddannelsernes år. Et år, hvor man både fik en ny aftale med flere penge til kvalitet og Euroskills – og opmærksomhed. Alt fra erhvervspraktik og fritidsjob blev koblet til behovet for at åbne de faglærtes livsverden for flere unge.

Noget opmærksomhed havde man gerne været foruden. Ingen kunne se DR-dokumentaren om lærepladser uden at blive berørt. Men som én sagde: »Det er en anledning til at fjerne de brodne kar – men siger ikke noget om uddannelsen som sådan. Ligesom puttefester ikke diskvalificerer det almene gymnasium«.

I slutningen af året fik vi også afgjort de gymnasiale enkeltfags skæbne – og sweeperfunktionen i dansk uddannelse er reddet.

I en tid med fokus på hovedvejene er det vigtigt at bevare bivejene og de fleksible muligheder. Aftalen er vigtig for alle dem, som ikke går den lige vej. Den 17-årige med angst, den 27-årige ufaglærte, og den 47-årige slagter, som vil være pædagog. Det gymnasiale enkeltfag er lidt af en schweizerkniv for unge såvel som ældre.

På kanten af 2026 er der stadig mange ubesvarede spørgsmål.

Hvilke bakker og dale vil forme ungdomsuddannelseslandskabet? Hvilke uddannelser vil de unge skulle vælge mellem, når der i fremtiden er tre typer af kandidatuddannelser? Hvem vil vælge hvad – og hvor vil de afviste gå hen?

2025 vil stå tilbage som året, hvor arkitekturen begyndte at tage form, men hvor vi stadig kun kan gisne om, hvorvidt fundamentet kan bære.

I de kommende år bliver spørgsmålet ikke kun, om konstruktionen er klog – men om kulturen i praksis vil understøtte den.

Det er stilheden før stormen. Og stormen bliver ikke én stor reform, men den langsomme bevægelse mellem struktur og kultur, som vi stadig kun har set de første tegn på.

"Året der gik i uddannelsesdanmark" blev bragt i Uddannelsesmonitor d. 23. december 2025