De udfordringer, som studerende fra uddannelsesfremmede hjem møder på deres uddannelse, er ikke kun økonomiske. Derfor må SU’en ikke blive en sovepude for social mobilitet, skriver Sofie Bislev og Mads Fjord Jørgensen, programleder og fagchef i Tænketanken DEA.
Debatindlæg af Mads Fjord Jørgensen, fagchef, Tænketanken DEA og Sofie Agnete Bislev, fagkonsulent, Tænketanken DEA og blev bragt i Jyllands-Posten den 03. april 2024.
I Danmark er vi på mange måder blandt de bedste lande i verden til at understøtte mulighederne for, at alle uanset baggrund kan tage en uddannelse. Men selvom vi har skattefinansieret uddannelse, og SU fra man fylder 18 år, så er der fortsat steder i vores uddannelsessystem, hvor social arv slår hårdt igennem.
Ét af de steder er på universiteterne. For her har studerende med akademikerforældre knap seks gange større sandsynlighed for at gennemføre en kandidatuddannelse sammenlignet med studerende, hvis forældre er ufaglærte eller faglærte.
Og selvom de studerende begynder på studiet med de samme faglige forudsætninger, er der næsten tyve procent større sandsynlighed for, at studerende fra højindkomstfamilier fuldfører en universitetsbachelor sammenlignet med studerende med tilsvarende gymnasiekarakterer fra lavindkomstfamilier. Sådan har det været i mange år.
Social arv er et dansk fænomen
En forklaring kan være, at der er akademiske koder på universiteterne, der er mere eller mindre forståelige afhængig af hvilken social baggrund, man har – og at det har betydning for, hvorvidt man gennemfører uddannelsen.
I en ny analyse, beskrevet i Information, har vi med udgangspunkt i en tværeuropæisk spørgeskemaundersøgelse blandt studerende (Eurostudent) set på de studerendes vurdering af forskellige kvalitetsparametre på universiteter. De studerende svarer blandt andet på, hvorvidt de har nemt ved at forstå, hvad der forventes af dem på uddannelsen.
Og det viser sig, at i Danmark har forældres uddannelsesniveau en stærk sammenhæng med, hvorvidt de studerende oplever at forstå forventningerne på uddannelsen.
Jo kortere uddannelse, de studerendes forældre har, desto færre oplever, at de forstår forventningerne på uddannelsen. Den sammenhæng finder vi ikke i samme grad i de øvrige europæiske lande – selv ikke i de lande, vi normalt sammenligner os med, som for eksempel Norge og Sverige. Hvorfor ser det ud til særligt at være et dansk fænomen?
Studerende skal især hjælpes i de første år
Udfordringen er, at de økonomiske tiltag, som skal sikre en fri og lige adgang til uddannelse i Danmark, ikke hjælper med de sociale, kulturelle og faglige koder på universiteterne.
Koder, der alt andet lige er vanskeligere at forstå, hvis ikke man er fra et hjem, hvor man taler universitetets sprog. Så måske er SU’en blevet en sovepude for den sociale mobilitet i Danmark?
I de senere år er der større og større opmærksomhed omkring SU’en. Nogle taler for at omlægge til en lånebaseret model, og andre vil udvide den nuværende model.
Uagtet, hvad man mener om SU’en, bør vi blive bedre til at støtte de studerende på universiteterne, som falder over usynlige snubletråde i kraft af deres baggrund. Og her kan SU’en åbenlyst ikke stå alene.
Derfor bør der politisk sættes fokus dér, hvor det vil gøre en forskel. Danmarks Evalueringsinstitut har vist, at det særligt er på det første år af en universitetsuddannelse, at studerende med forældre uden en universitetsuddannelse i højere grad falder fra.
Derfor efterlyser vi en ambitiøs indsats rettet mod at løfte førsteårspædagogik på universiteterne, så studerende bliver mødt af en pædagogik og didaktik, som i højere grad bidrager til, at de forstår forventningerne på uddannelsen.
Vi risikerer at få et mindre retfærdigt, og potentielt også økonomisk og åndeligt fattigere samfund, hvis ikke vi i tilstrækkelig grad understøtter hele samfundets talentmasse uanset social baggrund.
Mads Fjord Jørgensen, fagchef, Tænketanken DEA og Sofie Agnete Bislev, fagkonsulent, Tænketanken DEA
Kontakt for mere information