Motivation

Visionære debatter om de videregående uddannelser er de senere år blevet erstattet af mere jordnære tiltag som fremdriftsreform, dimensionering og omprioriteringsbidrag. Hvad er der sket? Og hvilke veje bør de videregående uddannelser gå for at fastholde en langsigtet og ambitiøs udvikling af sektoren? Det giver et nyt debatoplæg fra Tænketanken DEA svar på.

Vi uddanner som aldrig før, og tusindvis af studerende og ansatte på universiteter, professionshøjskoler, erhvervsakademier, kunstneriske og maritime uddannelser bidrager dagligt til den højest uddannede generation nogensinde. Siden 1970´erne har de videregående uddannelser undergået en voldsom ekspansion i antallet af studerende fra lige knap 20.000 til over 100.000 studerende i dag.

I 00´erne blev uddannelse og forskning sat massivt på dagsordenen. Her indførte staten institutionelt selveje, som havde til hensigt at styrke institutionernes ansvar og handlekraft. Parallelt hermed afsatte de politiske partier bag Globaliseringsaftalen 43 mia. kroner til primært uddannelse og forskning i perioden 2006-12. I 2011 tog den daværende SRSF-regering skridtet videre: samlede de videregående uddannelser i ét ministerium og satte en ny ambitiøs målsætning for, hvor mange som skal gennemføre en lang videregående uddannelse.

Siden da er de store visioner nærmest blegnet bag en række reformer i 2010’erne med fokus på kortsigtede, korrigeringer og samfundsøkonomiske effektiviseringer af sektoren. Fremdriftsreform, dimensionering, omprioriteringsbidrag og uddannelsesloft har alle haft stor betydning for udviklingen af de videregående uddannelser. Men de har ikke fremmet debatten om vores ambitioner for den mere langsigtede udvikling af sektoren. Det korte sigte i styringen af institutionerne har, som DEAs rapport uddyber, uhensigtsmæssige konsekvenser. Eksempelvis i form af uddannelsesinstitutioner, der styrer efter økonomisk selvopretholdelse på bekostning af samarbejdet med andre institutioner og deres egentlige formål: god uddannelse til flest mulige studerende. Det har bragt fokus væk fra det egentlige, store spørgsmål om, hvordan vi bedst udvikler de videregående uddannelser og rammerne omkring dem. 

Hovedbudskaber

Visioner og fremragende undervisning skal styrke de videregående uddannelser

Debatoplægget viser, at de senere års udvikling har bragt fokus væk fra det egentlige, store spørgsmål om, hvordan vi bedst udvikler de videregående uddannelser. Samtidig peges der på fire veje frem, som kan få genskabt den politiske tillid til og mere langsigtede mål for de videregående uddannelsers bidrag til det danske samfund.

Formulering af ny vision for de videregående uddannelser

For det første skal en ny vision samle sektoren om et klarere mål for uddannelsernes rolle i samfundet. I forlængelse heraf er der også behov for at tydeliggøre og udvikle nyt sprog omkring, hvilken værdi uddannelse skaber i vores samfund, så det bliver tydeligere, hvorfor der er brug for udvikling og nye investeringer. Centralt for udviklingen af et nyt sprog og nye mål er også, og tilliden mellem politikere, centraladministration og uddannelsessektoren bliver genskabt.

Bedre sammenhæng mellem sektorerne

For det andet skal klarere kriterier for, hvem der er bedst til at gøre hvad, bane vej for bedre samarbejde og således bedre sammenhæng mellem de forskellige sektordele. I dag har institutionerne, som følge af selveje mv., kun i begrænset omfang fokus på de opgaver, som sektoren kan løfte sammen og i højere grad fokus på konkurrence og deres selvopretholdelse via tiltrækning af studerende og herigennem øgede taxameterbevillinger. Det gælder fx opgaver som koordinering af uddannelsesudbud, udvikling af uddannelser på tværs af institutioner, løft af tværinstitutionelle opgaver såsom praksisnær forskning og tværfaglig uddannelse og udvikling af videre- og efteruddannelsestilbud.

Livslang læring og fleksibilitet i uddannelserne

For det tredje er der behov for mere livslang læring og fleksibilitet i uddannelserne. I takt med, at danskerne lever længere og vil opleve stadig flere teknologiske gennembrud, melder der sig behov for at tænke i nye økonomiske modeller, som kan finansiere uddannelse gennem et helt liv. Et kontroversielt forslag er at afskaffe retskravet for universitetsbachelorer og bruge kandidatuddannelser som en løftestang for videre uddannelse efter flere år på arbejdsmarkedet. Uddannelserne skal i fremtiden også være mere åbne for undervisning som noget, der i højere grad kan supplere læring på jobbet. Og så skal uddannelserne i højere grad indrettes efter, at ikke alle mennesker er uddannelsesparate på samme tidspunkt i deres liv. Større fleksibilitet i uddannelsessystemet handler derudover om institutionernes evne til, gerne gennem flere eksperimenter, at tilrettelægge uddannelsesforløb og -indhold på tværs af tid, sted og faglighed.

Højere kvalitet i undervisningen

Endelig for det fjerde er der behov styrket kvalitet i undervisningen. I takt med et stigende behov for differentiering af undervisningen, er der også behov for tydeligere standarder for, hvad der udgør solid og fremragende undervisning, herunder en styrket underviserprofession. Fx bør der arbejdes med meritering og stillingsstrukturer, der fremmer god undervisning, og der er behov for pædagogisk ledelse, som interesserer sig mindst lige så meget for fagfællebedømmelse af pensumlister og undervisning som for ledighedsstatistikker og studenterevalueringer. Endelig er der grund til at fokusere på, at god undervisning kræver motiverede studerende. Der er behov for i højere grad at gøre undervisningen svær og krævende, ligesom der efterlyses mere aktiv og studentercentreret undervisning samt øget feedback, så de studerende i højere grad kan finde motivation i deres individuelle faglige udvikling i tæt supervision med underviseren.

Implikationer

Tænketanken DEA ønsker at bringe de store visioner for videregående uddannelse i Danmark tilbage i det politiske spotlys. Nærværende debatoplæg er en kondensering af de udviklingsmål, som ledende og fremtrædende personer i sektoren mener, bør være retningsgivende for de langsigtede visioner for sektoren og de udfordringer, der står i vejen for at nå derhen.

Debatoplægget stiller skarpt på de udfordringer, opmærksomhedspunkter og blinde vinkler, der præger sektorens selvbillede og risikerer at spænde ben for, at vi som samfund kan få mest mulig værdi ud af investeringerne i videregående uddannelse. Det er et oplæg til debat i og mellem ledere af de videregående uddannelsesinstitutioner, embedsmænd Uddannelses- og Forskningsministeriet og ikke mindst folketingspolitikere optaget af videregående uddannelse.

DEA har primært ønsket at bidrage med en beskrivelse af de udfordringer, som sektoren selv har svært ved at italesætte. I ydmyghed over for opgavens omfang har det i første omgang ikke været ambitionen at bidrage med anbefalinger, men derimod at rejse spørgsmål, der fortjener mere debat. Analysen er ydermere retningsgivende for DEAs arbejde de kommende år, hvor ambitionen er at bidrage med viden og debat, der kan afdække, udfordre og nuancere de fire perspektiver i nærværende publikation.

Metode

Denne analyse er resultatet af en kombination af deskresearch og kvalitative interviews. Deskresearchen består af en gennemgang af litteratur fra både danske og udenlandske kilder med fokus på den historiske udvikling af de videregående uddannelser. Hovedkilden til analysen er dog 52 interviews med ledende og fremtrædende personer i sektoren. Herunder rektorerne for uddannelsesinstitutionerne, studerende, repræsentanter fra arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationerne og øvrige eksperter, der dækker over tidligere og nuværende personer fra embedsværk, journalister m.fl.

Interviewene er gennemført i perioden primo januar til ultimo marts. Interviewene har haft to hovedspørgsmål: 1) Hvor skal de videregående uddannelser bevæge sig hen de næste fem-ti år, hvis vi tager den historiske baggrund i betragtning? 2) Og hvad står i vejen for den udvikling? Fokus i interviewene har særligt været at identificere de udfordringer, som er svære at tale om eller få greb om i sektoren.

Alle respondenter er blevet bedt om at svare som individuelle fagpersoner og ikke som repræsentanter for deres arbejdsplads. Respondenterne er blevet bedt om at tale om mål og udfordringer for hele sektoren, snarere end for maritime og kunstneriske uddannelser, erhvervsakademier, professionshøjskoler og universiteter hver for sig. Ambitionen har været at nå omkring alle problemstillinger for den forholdsvis omfattende sektor, hvorfor interviewpersonerne af tidsmæssige årsager har været nødt til at begrænse sig til et mindre udvalg af problemstillinger.

I afrapporteringen har DEA tilstræbt at være tro mod respondenternes besvarelser og lade uenigheder på tværs bestå. DEA har alene sammenfattet bidragene. Det skrevne ord står med andre ord for DEAs regning.

Debatoplægget er publiceret i forbindelse med DEAs Årsdag den 9. maj 2019.