Hundredvis af ledere i nogle af de mest innovationskritiske virksomheder i Danmark har hverken strategi for eller tilstrækkeligt budget til kompetenceudvikling af deres medarbejdere. Det risikerer at lede til skønne spildte kræfter på rekruttering i et svært marked.
Virksomheder med stærke STEM-kompetencer spiller en afgørende rolle for Danmarks konkurrenceevne og for vores muligheder for at løse nogle af de største samfundsudfordringer - fra energi og klima til sundhed og sikkerhed.
Men en ny undersøgelse fra DEA blandt ledere i energi-, life science- og IT-branchen viser, at op mod halvdelen af de adspurgte ledere, arbejder i virksomheder, som ikke har en strategi for kompetenceudvikling. Og en tredjedel af dem mener ikke, at deres virksomhed har afsat et tilstrækkeligt budget til den kompetenceudvikling, deres medarbejdere har brug for, mens hver syvende leder slet ikke har en budgetpost til uddannelse af medarbejdere.
Det står i skarp kontrast til, at langt størstedelen mener, at kompetenceudvikling er en nødvendighed for at deres virksomhed kan vækste og udvikle sig.
Men uden en klar strategi og det nødvendige budget er der risiko for, at virksomhederne fokuserer unødvendigt på rekruttering, når der skal oprustes på nye kompetencer.
To ud af tre ledere forventer allerede nu, at rekruttering af nye medarbejdere vil være en del af svaret på at imødekomme fremtidens kompetencebehov. Det er både dyrt, tidskrævende og ofte udsigtsløst i et marked præget af kompetenceknaphed.
Gør kompetenceudvikling til et fælles ansvar
Behovet for kompetenceudvikling er ikke kun noget, ledere peger på. Ni ud af ti medarbejdere fortæller, at de har behov for kompetenceudvikling. Alligevel er initiativet i høj grad placeret hos medarbejderne: Størstedelen af medarbejderne fortæller, at det hovedsageligt er dem selv, der tager initiativet til deres udvikling.
Og det risikerer at koste på bundlinjen at læne sig tilbage og vente på medarbejdernes initiativ. Hvis man som virksomhedsleder vil sikre sig, at man bliver dækket ind på de kompetencer, der er fundamentale for virksomhedens vækst, må man også tage ansvar. Ansvar for, at medarbejdernes ønsker flugter med den retning, virksomheden skal i. Det kræver et forankret, strategisk arbejde fra ledelsens side.
Virksomheder overser gevinsten ved at udvikle egne medarbejdere
Når en virksomhed mangler kompetencer, er det naturligt nok nærliggende at kigge ud i markedet efter dem. Men markedet er præget af benhård konkurrence. Så spørgsmålet er, om de nye kompetencer nødvendigvis skal hives ind i form af nye medarbejdere, eller om de i flere tilfælde ville kunne udvikles hos de medarbejdere, man allerede har.
Udbuddet af kompetenceudviklingsmuligheder er kæmpestort med både private udbydere og offentlige tilbud på vores uddannelsesinstitutioner. Men for at navigere i det og sikre sammenhængende forløb kræver det et tydeligt strategisk blik. Det kræver også en ledelse, som anerkender, at udvikling af medarbejdere er lige så vigtig en investering som rekruttering.
For vi ser ind i en fremtid, hvor nye kompetencer ikke hænger på træerne, men måske snarere skal høstes hjemme.
Debatindlægget blev bragt i Dagbladet Børsen d. 2. december 2025
Kontakt for mere information