Virksomhederne mangler STEM-kompetencer. Blandt andet til at løse de største samfundsudfordringer. Men midt i efterspørgslen efter flere hænder må du ikke overse potentialet hos de STEM-medarbejdere, du allerede har. De er ivrige efter at dygtiggøre sig. Men du har også en opgave i at understøtte, at de har de rette muligheder.
Så der er en stor opgave i at sikre, at de danske virksomheder har adgang til de rette og skarpeste STEM-kompetencer. En opgave, der blandt andet kan løses ved at uddanne flere og ved at tiltrække udenlandsk arbejdskraft.
Men de politiske løsninger på, hvordan vi får uddannet flere STEM-kandidater, må ikke stå alene. De er nødvendige – men de er ikke nok. For jer ude i virksomhederne har også selv mulighed for at være en del af løsningen. Fx ved at forholde jer til, hvilke andre greb I kan bruge for at sikre, at jeres virksomhed har adgang til de afgørende STEM-kompetencer.
Her kommer kompetenceudvikling ind i billedet. Det er måske ikke det mest sensationelle ord. Men det er tungtvejende. For kompetenceudvikling bidrager til, at STEM-medarbejdere kan holde sig helt i front – med den nyeste viden og de mest relevante færdigheder til at løse nogle af samfundets største udfordringer.
Her svarer tre ud af fire STEM-uddannede medarbejdere, at de allerede sidder hver eneste uge og dygtiggør sig på egen hånd. Og inden for det seneste år har de i gennemsnit brugt mere end to uger på forskellige kompetenceudviklende aktiviteter. Det er et opløftende fund, og viser, at medarbejderne allerede bruger meget tid på at opkvalificere sig til at løse deres arbejdsopgaver bedst muligt. Men medarbejdernes lyst til at udvikle sig kan ikke stå alene.
Ved I, hvad de bruger al den tid på?
Vores nye analyse peger også på, at mere end halvdelen af de aktiviteter, som medarbejderne bruger tid på at dygtiggøre sig gennem, har de selv taget initiativ til.
Derudover svarer hver fjerde medarbejder, at deres behov for egen faglige udvikling ikke bliver helt imødekommet. Ofte fordi, at lederen ikke ser det samme behov.
Det rejser nogle vigtige overvejelser: Hvor hensigtsmæssigt er det, at initiativretten for kompetenceudvikling i høj grad ligger hos den enkelte medarbejder? Og hvad sker der, hvis deres egne behov og virksomhedens retning ikke følges ad?
Kompetenceudvikling er i alles interesse og kan med fordel i højere grad være et fælles fokuspunkt mellem dig og dine medarbejdere. Når STEM-medarbejdere af egen drift investerer tid og kræfter i at dygtiggøre sig, rummer det også et stort potentiale for virksomheden. Ved at tage aktivt medansvar kan du som leder være med til at sikre, at kompetenceudviklingen både styrker medarbejderen og skaber værdi for virksomheden.